B.T. er tilbage - journalistik viser vejen til en sund økonomi

23. February 2026

B.T. er tilbage - journalistik viser vejen til en sund økonomi-img
ANDERS KRAB-JOHANSEN-img
ANDERS KRAB-JOHANSEN
Udgiver og koncernchef

B.T. er tilbage i storform, og det gælder både det journalistiske indhold og økonomien. Over to millioner danskere er forbi B.T. i løbet af en måned, og jeg forstår dem godt, for B.T. holder os alle opdateret med nyheder morgen, middag og aften.

Lige nu domineres nyhedsbilledet af SVM-regeringens opløsning, vinter-OL i Italien, den skønneste danske vinter i mands minde og de uforudsigelige meldinger fra USAs præsident, Donald Trump. B.T. er på pletten, og desuden prioriterer redaktionen også sine egne historier og vinkler på sagerne. Der er føljetonen om statsminister Mette Frederiksens forsvundne sms’er, afsløringer af samfundsundergravende miljøer på den yderste venstrefløj og yderste højfløj, og sådan kan man blive ved.

Kort sagt har B.T. genfundet sin egen placering som et borgerligt tabloidmedie. Det er en helt unik position i det danske mediebillede, fordi lidt for mange danske medier har et lige lovligt politisk korrekt verdensbillede. De danske nyhedsforbrugere og det danske demokrati fortjener et godt B.T.

Jeg er kæmpe fan af de 79 redaktionelle medarbejdere på B.T., som bruger deres kræfter på at finde fakta, rapportere om danskernes hverdag og stille kritiske spørgsmål på læsernes vegne. Det har B.T. gjort siden den 31. august 1916, hvor avisen kom på gaden første gang, og det gør den stadigvæk.

Her fra hjørnekontoret i Pilestræde nyder jeg, at B.T. har medvind. Simon Richard Nielsen, ansvarshavende chefredaktør for B.T., har netop offentliggjort resultatet for 2025, som viser voksende omsætning og et overskud på 12,9 millioner kroner. Det er en glæde og lettelse, fordi B.T. de to foregående år leverede underskud, som sled hårdt på selvtilliden på redaktionen og i resten af Berlingske Media.

“Det er meget glædeligt, at vi har vendt skuden efter nogle hårde år. En sund forretning er altafgørende for et frit medie,” siger Simon Richard Nielsen, og jeg kan ikke være mere enig.

En mediekoncern som Berlingske Media kan godt holde til enkelte år med underskud i et eller flere af husets medier, fordi vi generelt har en sund økonomi. Den slags kan ske, når der investeres i ny teknologi, satses på et nyt marked eller fordi situationen pludselig har forandret sig, som det skete f.eks. under corona-krisen. Men det dur ikke som forretningsmodel at finde undskyldninger for, at et medie giver underskud. Vores mediers uafhængighed står og falder med, at vi har en sund økonomi, så vi er frie, og så vi kan investere i journalistikken.

De seneste otte år har Berlingske Media givet flotte overskud, og det gjorde vi også i 2025. Tallene for hele koncernen bliver først offentliggjort efter generalforsamlingen til foråret. Men selv om vi leverer fine tal i disse år, har vi ikke glemt, at der kan være kriser. Berlingske Media var tæt på konkurs i 1982, og var i en livstruende krise i 2008, hvor underskuddet blev 404 millioner kroner, og egenkapitalen endte under nul. Årene efter var heller ingen fest. Den slags må helst ikke ske. Derfor gør vi os umage med, at vores medier, Berlingske, Weekendavisen, B.T. og Euroinvestor, hver især giver et fornuftigt overskud hvert år.

Når vi lidt ekstraordinært offentliggør B.T.s foreløbige regnskabstal for 2025 allerede nu, er det fordi, vi gerne vil mane krisesnakken om B.T. i jorden. De to foregående år – altså 2023 og 2024 – var vanskelige år for B.T., som skulle finde sine ben efter lukningen af papiravisen og udskiftning på chefredaktørposten.

Dengang efterlyste medarbejderne med rette en bæredygtig strategi for B.T., og den har Simon Richard Nielsen, hans hold, den kommercielle afdeling og resten af huset leveret. Men vigtigst af alt, har journalisterne på B.T. og medarbejdere på tværs af huset skabt et digitalt medie, som læserne ikke kan undvære. Tak for det.

Her blev jeg klogere

Journalistik er og bliver kernen i husets medier. Men præsentationen af mediernes journalistik udvikles hele tiden. Her er tre eksempler på nye formater:

  • Weekendavisen har fået et nyt aktuelt morgenformat kaldet “Først og fremmest,” som udkommer hver morgen hele ugen, året rundt. Skribenterne er Malthe Sommerand, Mads Kastrup og Anne Sofie Allarp. Jeg nyder at følge med.
  • Berlingske har introduceret “Lyt til Berlingske,” hvor redaktionen hver dag har samlet tre af døgnets mest interessante artikler, som bliver læst og præsenteret som en pakke. Den inspirerer mig på min hjemtur fra arbejdet.
  • B.T. har lanceret podcasten “B.T. Valgkamp,” hvor chefredaktør Simon Richard Nielsen en gang om ugen jagter svaret på, hvem der bliver Danmarks næste statsminister. Det sker i selskab med debatredaktør Joachim B. Olsen, politisk kommentator Henrik Qvortrup og politiske redaktør Emilie Jäger. Den er allerede blevet yndlings.

Tal til eftertænksomhed

8

år har jeg været koncernchef i Berlingske Media, hvilket betyder, at jeg er den længst siddende administrerende direktør siden Chresten W. Reves, som havde posten fra september 1982 til december 1997.

Topfoto: B.T.s ansv. chefredaktør Simon Richard Nielsen

Flere nyhedsbreve

Slide 1 of 25
Slide 1 of 25