20. February 2026
Yderligere oplysninger
Ansv. chefredaktør Simon Richard Nielsen [email protected] +45 20 19 43 32
B.T. har forvandlet et driftsunderskud (EBITDA) på 11,5 mio. kr. i 2024 til et overskud på 12,9 mio. kr. i 2025.
“Det er meget glædeligt, at vi har vendt skuden efter nogle hårde år. En sund forretning er altafgørende for et frit medie. Nu står vi så stærkt, at vi investerer i endnu mere redaktionelt indhold og satser på at vokse yderligere i 2026,” siger ansvarshavende chefredaktør Simon Richard Nielsen.
Han peger på, at B.T. er lykkedes på flere områder. Mest af alt handler det om at levere den journalistik, som danskerne forventer af B.T.
“Ved indgangen til 2025 havde vi en klar plan for at skærpe vores nyhedsdækning og samtidig satse på journalistik, der understøtter vores identitet som et borgerligt tabloidmedie. Kombineret med en flok dedikerede medarbejdere, der alle har knoklet, så tastaturerne ryger, kan jeg konstatere, at vi står med en kærkommen succes i mediebranchen," siger Simon Richard Nielsen.
Ifølge Dansk Online Index var knap 2,1 millioner danskere forbi bt.dk i gennemsnit om måneden i 2025.
Omsætningen voksede med 11 pct. fra 101 mio. kr. i 2024 til 112 mio. kr. i 2025 i kraft af en række initiativer. Den flotte trafik har givet højere annonceindtægter, og derudover har Berlingske Medias kommercielle afdeling øget indtægterne fra andre typer annoncering og partnerskaber, som samlet set har bidraget til fremgangen.
“Vi har sammen med den kommercielle afdeling i Berlingske Media søsat en række initiativer, der matcher B.T.s særpræg, ligesom den digitale annonceoplevelse løbende er optimeret. Det er nogle imponerende resultater, der betyder, at vi kan levere endnu mere uafhængig journalistik,” siger Simon Richard Nielsen.

Flere pressemeddelser



