15. October 2025
Kontakt
For JFM, og administrerende direktør Jesper Rosener og bestyrelsesformand Espen Egil Hansen: Jeppe Bjerrum, Kommunikationschef Telefon: +45 50 76 41 16 Mail: juhb@jfm.dk For Amedia og konsernchef Anders Opdahl, og for Berlingske Media og Anders Krab-Johansen: Helene Wille Lund, kommunikasjonsrådgiver Telefon: +47 98 44 48 21 E-mail: helene.lund@amedia.no
Samarbejdet skal styrke dansk journalistik gennem en bæredygtig forretningsmodel, så uafhængige medier også fremover kan udfylde deres demokratiske rolle og levere kvalitetsnyheder tæt på folks liv. Konkurrencen fra de globale tech-giganter er hård, og det eneste modsvar er at udvikle teknologi og kommercielle løsninger på tværs af mediehuse. Med aftalen får Amedia, som købte Berlingske Media sidste år, et bredere fodfæste i den danske medieverden og befæster sin position som en stor, nordisk aktør.
– Det historiske samarbejde mellem JFM og Berlingske Media er et naturligt næste skridt, der vil styrke frie og uafhængige medier i vores små, men vigtige nordiske lande. Det bedste svar på globale tech-giganters dominans er at udvikle fælles teknologi og kommercielle løsninger. Målet er at sikre en gylden fremtid for Danmarks redaktørstyrede medier, siger Anders Opdahl, koncernchef for Amedia.
JFM er Danmarks næststørste private mediekoncern med aktiviteter i Jylland, på Fyn og andre steder i landet. Koncernen udgiver en række lokale dagblade, ugeaviser, driver radiostationer og kommercielle forretninger.
Det matcher Berlingske Medias kendte nationale nyhedsmedier som Berlingske, B.T. og Weekendavisen.
Begge mediekoncerner er hver for sig i kontakt med omtrent 2,5 millioner danskere hver måned, hvilket afspejler samarbejdets gennemslagskraft.
JFM er ejet af Fynske Medier, Den Sydvestjyske Venstrepresse og Jyske Medier, og får fremover Amedia som ny aktionær med 30 procents ejerskab. Det modsvares af, at JFM overtager 30 procent af aktierne i Berlingske Media.
Samarbejdet bygger på, at fælles ejerskab, teknologi og ambitioner, skal give øget digital styrke og et bedre tilbud til læsere og annoncører.
JFMs tilstedeværelse og dybe forståelse af det danske lokale og regionale marked, kombineret med Berlingske Medias stærke nationale positioner og Amedias unikke erfaring og digitale platform, muliggør skabelsen af fremtidssikrede og bæredygtige mediehuse.
Berlingske Media og JFM kommer til at udveksle redaktionelt indhold og indgå i et tættere samarbejde. Begge mediehuse har samtidig høje forventninger til, at man kan udvikle en dansk version af Amedias digitale abonnementsprodukt +Alt. Dette vil kunne give abonnenter et helt nyt produkt, med adgang til journalistik fra både JFMs aviser, Berlingske og andre nyhedsmedier.
Målet er i fællesskab at skabe en robust platform for fremtidig vækst og innovation, som sikrer en stærk, uafhængig presse i Danmark.
Aftalen repræsenterer et paradigmeskifte for dansk lokaljournalistik, da den løser et grundlæggende problem: Lokale mediehuse er hver for sig for små til at skabe den teknologiske infrastruktur, som i dag er en forudsætning for succes.
– Sammen med Amedia og Berlingske Media vil JFM nu rykke helt i front internationalt. Det betyder, at vi i højere grad kan fokusere på den lokale tilstedeværelse og den lokale journalistik, siger Espen Egil Hansen, bestyrelsesformand i JFM.
JFM vil ligesom Berlingske Media overgå til Amedias gennemprøvede digitale platform og it-infrastruktur. Sammen vil de tre mediehuse have ressourcer til at kunne videreudvikle teknologiske løsninger i verdensklasse, som kan anvendes i både Norge og Danmark.
For at levere et effektivt og troværdigt alternativ til tech-giganternes dominans i det digitale annoncemarked, vil JFM og Berlingske Media udvikle STEP Network til en førende dansk spiller i markedet.
Bag beslutningen ligger en længere strategisk proces, hvor vi har vurderet flere mulige samarbejdspartnere. Tre centrale behov har været styrende: at sikre national værdi i den digitale pakke, opnå omkostningssynergier og at etablere et stærkt digitalt annoncesamarbejde. Med Amedia er alle tre mål opfyldt – på en måde, der respekterer JFMs identitet og styrker vores uafhængige position i markedet. Samtidig ser vi det som en stor gevinst at få medejerskab af Berlingske Media, som står bag nogle af de bedste nyhedsprodukter i Danmark. Deres evne til at forstå deres marked og målgrupper samt levere høj værdi er imponerende og helt i tråd med vores ambitioner, siger Jesper Rosener, administrerende direktør i JFM.
– Jeg er overbevist om, at vi kan udvikle fantastiske redaktionelle produkter til markedet, og at vi med JFM får en partner, der deler vores publicistiske værdigrundlag. Samarbejdet giver os større rækkevidde, bedre drift og øgede muligheder for at investere i kvalitetsjournalistik, siger Anders Krab-Johansen, koncernchef i Berlingske Media.
Det planlagte joint venture, knyttet til STEP Network, sker under forudsætning af godkendelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Pressen inviteres til Berlingske Media, Pilestræde 34, 1112 København, klokken 14.00, hvor Anders Opdahl, Espen Egil Hansen, Jesper Rosener og Anders Krab-Johansen vil være til rådighed for spørgsmål. Medbring presseakkreditering.
Om Amedia
Om Berlingske Media
Om JFM