Radio24syv søger reporter i Aarhus

Radio24syv vil styrke dækningen af Danmark uden for København og søger derfor til besættelse snarest en nyhedsreporter til Aarhus.

Hver dag møder du på arbejde og kan kigge ud over hele Jylland og Fyn; et eldorado af historier, rivende udvikling, henstand og velstand og vandkant, små byer med planker for vinduerne, større byer i rivende udvikling, byer der dør, byer der lever, en kvinde i Aabenraa, der er glad for grænsekontrollen og træt af indbrud. Fusk og sjusk i magistraten, og når vi skriver det sådan her, er det for at sige, at det er ikke let, det er svært, med alt dét, der kan vælges imellem, og den begrænsede tid du har.

Derfor er det vigtigt, at du er sikker på hånden og – ja, undskyld, vi hader ordet – “robust”, men der er mange dage alene, hvor du skal køre hovedlandet tyndt, hvor det regner på landevejen, og hvor redaktøren i København er ligeglad, fordi han bor i København, og hvor der kun er dig selv til at holde humøret oppe.

Du skal:
Kunne se og lave nyheder og dyrke kilder. Du skal have erfaring med nyhedsjournalistik og du skal kunne vinkle en historie. Radio24syv har – med meget begrænsede ressourcer – haft held til at dyrke og være stærkest på vigtige historier som sagen om asylbørn på Langeland, Carl Holst-sagen og senest sagen om overforbruget på VUC Syd. Du skal som ny kollega have evne og vilje til at lave den slags journalistik.

Kunne se og mærke præcis de historier, der er store i det små, det lille, dér, når det kommer ud af radioen, vækker og inspirerer, historien om de unge, der i stigende tal forener sig i moderne, bæredygtige kollektiver på landet, historien om ægteparret i Bramming, der nok vil bo på landet, men er træt af de skrigende råger, folk i Ribe, engang en sand købstad med byret og politi og kommune og amt, nu ingenting, ofret på centralismens alter.

Vi fravælger bevidst hovedparten af de nyheder – her forstået som begivenheder – der ikke vækker til eftertanke og debat, men bare “er” – men bruger i stedet kræfter på at lave de historier og fortællinger, der er vores egne.

Du skal forberede dig på meget arbejde ude i landet, på gaden, de historier, du skal komme med, er reportager, små stykker virkelighed, som du skal forløse i vores forskellige formater, ofte med et nyhedsmæssigt udgangspunkt, men ligeså ofte vælger vi at prioritere historier, der bare er fascinerende og handler om menneskelige valg og værdier.

Radio24Syvs nyhedsdækning skal være præget af samfundets vigtigste debat- og værdihistorier. Vi elsker historier, der vækker til eftertanke og debat, historier, der kan mærkes og betyder noget for mennesker.

Vi tilbyder til gengæld et attraktivt job på Danmarks sjoveste nyhedsredaktion.
Du får base på TV2 Østjylland i det nordlige Aarhus og vil få en bil stillet til rådighed.

Det er ikke afgørende, at du har arbejdet med radio før, vi elsker folk, der har arbejdet på avis og har lært de dyder, der følger med, især evnen til at finde og tro på egne historier.

Det vigtigste er, at du har lyst, og at du ikke helst vil hænge bag dit skrivebord, og at du ikke synes, at det vigtigste i verden er at tale med pressemedarbejdere i en kommune. Du skal til gengæld have en god stemme og selvtillid til at bruge den.

Du kommer i høj grad til selv at styre din arbejdsdag og det er vores klare forventning, at du er klar til at rykke, når vi mener det er nødvendigt, og at du kan klare mange timer på landevejen.

Se tto ideer til rigtige nyheder og to ideer til tendens-fortællinger, der kunne interessere et landspublikum og vedlæg disse sammen med din ansøgning.

Henvendelse:
Hvis du har spørgsmål om jobbet, er du velkommen til at kontakt Nyhedschef Simon Andersen på mail [email protected]

Ansøgning:
Vi glæder os til at modtage din ansøgning og CV via linket er på siden.

Ansøgningsfrist:
Den 10. august 2017.

Tiltrædelse:
Snarest muligt.

Søg stillingen Ansøgningsfrist: 10. august 2017

Radio24syv er licensfinansieret public service radio, der begyndte at sende på FM, DAB og Internettet den 1. november 2011 og har en statslig sendetilladelse foreløbig frem til november 2019. Radio24syv drives af selskabet Berlingske People A/S.
Radio24syv er Danmarks originale taleradio. Vi producerer et væld af debatskabende, underholdende og tankevækkende programmer, skabt af ihærdige og glade medarbejdere på en skæg og dynamisk arbejdsplads. Synes vi.
Vi sender til hele Danmark 24 timer i døgnet, året rundt, fra studier i det centrale København.