Berlingske Media viderefører programmer fra Radio24syv

Radio24syv lukker torsdag aften, og en stribe populære programmer mangler et hjemsted. Berlingske Media har været medejer af radioen i otte år. Vi har svært ved at se passivt til, når journalistisk talent og originalitet stoppes.

Derfor har vi besluttet at videreføre en række radioformater som podcasts og samtidig gøre arkivet fra de seneste otte år tilgængeligt. Beslutningen er netop blevet godkendt af bestyrelsen for Berlingske People, som ejer Radio24syv. Her er tilfredshed med, at programmerne bliver i familien.

Planen er lavet under tidspres, og den er derfor ikke 100 procent færdig. Men sikkert er det, at Berlingske, B.T., Weekendavisen og Euroinvestor står klar til at videreføre en række af de podcasts, som passer til hvert deres publikum. Samlet set drejer det sig om otte programmer, der fortsætter som podcast, og flere kan blive tilføjet senere.

B.T. overtager titlerne “Fodbold FM,” “Politiradio” og “Det, vi taler om.” Euroinvestor bliver hjemsted for “Millionærklubben.” Berlingske vil fremover udgive “Cordua og Steno,” “Kampagnesporet” og “Hitlers Æselører,” mens Weekendavisen viderefører “24 spørgsmål til professoren”.

Radio24syv har igennem de seneste otte år opbygget et arkiv af programmer. Berlingske Media overtager arkivet med alle programformater og sørger herefter for, at det bliver tilgængeligt for offentligheden.

Yderligere spørgsmål:
Anders Krab-Johansen, koncernchef og udgiver

Berlingske Media er Københavns førende mediehus, som med stolthed står bag Berlingske, B.T., Weekendavisen og Euroinvestor.