Jens Grund bliver ansvarshavende chefredaktør for BTMX

BTMX’ konstituerede ansvarshavende chefredaktør, Jens Grund, er i dag udnævnt permanent til stillingen.

I forbindelse med fusionen mellem BT og MetroXpress blev Jens Grund i november 2016 konstitueret i stillingen, mens fusionen til BTMX blev gennemført. De to mediers redaktioner er i dag lagt sammen til én integreret redaktion, og der er sket en tilpasning af organisationen. Det giver dermed mening at tage stilling til den permanente ledelse af BTMX’ redaktion, og beslutningen er, at Jens Grund fortsætter med reference til administrerende direktør Thomas Raun. Chefredaktør Jonas Rathje fortsætter i sin stilling med reference til Jens Grund.

“Jeg sætter stor pris på det samarbejde, jeg har haft med Jens Grund i disse travle måneder. To virksomheder med hver deres medarbejdere og forskellige måder at gøre tingene på skulle lægges sammen samtidig med, at vi skulle opretholde den redaktionelle kvalitet. Alt det har Jens mestret på en meget overbevisende måde. Jeg er derfor rigtigt glad for, at han vil påtage sig opgaven permanent,” siger Thomas Raun, administrerende direktør for BTMX.

Også Jens Grund har værdsat tiden som konstitueret på BTMX, hvor beslutningen om at blive langsomt er modnet hos ham:

“Oprindeligt var der tale om en midlertidig opgave, og planen har hele tiden været, at jeg skulle tilbage som chefredaktør på Berlingske. En post, som jeg har været ekstremt glad for. Men jeg må tilstå, at vores nye medievirksomhed rummer så meget potentiale og har så fantastiske medarbejdere, at jeg fik sværere og sværere ved at skulle forlade dem igen. Jeg har derfor besluttet at forlade Berlingske og slutte mig permanent til BTMX-holdet. Og det glæder jeg mig rigtigt meget til.”

I forbindelse med Jens Grunds konstituering i november 2016 blev Jakob Weiss og Anna Libak konstitueret som chefredaktører på Berlingske med reference til ansvarshavende chefredaktør Tom Jensen. Han vil, inden for en kort periode efter Jens Grunds skifte, fastlægge og udmelde, hvordan den permanente redaktionelle ledelsesstruktur fremover skal se ud.