BT sætter fokus på digitale abonnenter og udvider BT Plus

Som led i BTs kommercielle strategi kommer brugerne i stigende grad til at betale for det kvalitetsindhold, BT dagligt stiller til rådighed.

Antallet af besøgende på bt.dk er vokset gevaldigt de seneste år. Alene fra januar 2016 til januar 2017 er der en samlet fremgang på 11 procent i antallet af unikke BT-brugere på henholdsvis computer, mobil og iPad. Og samlet set når BT ud til næsten hver anden dansker hver måned.

I øjeblikket er det dog kun få af de mange brugere, der betaler for det indholdet. BTs digitale betalingsmodel har indtil i dag bestået af et BT Plus “produkt”, hvor brugerne købte adgang til en række guides, temaudgivelser og artikelsamlinger for 29 kr. om måneden, såfremt de ikke allerede abonnerede på den trykte udgave og dermed havde fri adgang til BT Plus. BT Plus indholdet har hidtil været samlet i en særskilt sektion på bt.dk, hvilket der nu gøres op med.

Freemium model og et integreret BT Plus abonnement
Fra og med i dag vil BTs brugere opleve, at BT Plus artiklerne er placeret inde i det redaktionelle flow sammen med de områder, de naturligt hører til.

Prisen vil i fremtiden være 69 kr. pr. måned – og indholdet vil fremover dække mere bredt. Eksisterende BT Plus kunder fortsætter med deres nuværende pris på 29 kr. – og vil fortsat have adgang til alt indhold.

Modellen er en såkaldt freemium model, hvor redaktionen hver dag udvælger et antal artikler, som de vurderer med fordel kan dedikeres til abonnenterne – disse artikler vil ikke betalende brugere således ikke have adgang til.

Fakta om BTs trafik
Lidt under halvdelen af alle danskere besøger bt.dk
Antallet af unikke brugere på pc, mobil og ipad er steget med 11% fra januar 2016-2017
Antallet af unikke brugere på mobil er vokset med 26% fra januar 2016 – januar 2017