Berlingske Media øger den digitale træfsikkerhed

I samarbejde med danske AudienceProject kan Berlingske Media ​nu tilbyde annoncørerne mere målrettede ​digitale kampagner.

Berlingske Media har indgået samarbejde med AudienceProject, der stå bag en annonceplatform, som både Google og Facebook anvender.

Via samarbejdet vil vi fremover kunne tilbyde digitale kampager beriget med data, der kan sikre, at vi i højere grad når de relevante målgrupper.

“Vores mål er at sikre alle digitale annoncører den bedste, enkleste og mest træfsikre tilgang til de attraktive målgrupper, der besøger Berlingske Medias hjemmesider. For at sikre den højeste grad af kvalitet har vi valgt at indgå et samarbejde med AudienceProject, der inden for digital databerigelse er uden sidestykke i Danmark,” siger Christian Stavik, Digital Udviklingsdirektør hos Berlingske Media.

AudienceProject ser samarbejdet med Berlingske Media som et udtryk for, at databerigede kampagner i dag er et afgørende konkurrenceparameter.

“Berlingske Media er en af de ambitiøse mediegrupper, der for længst har indset, at annoncører og mediebureauer ikke længere køber annoncevisninger – de køber målgrupper. I dag er digital databerigelse og transparens blevet konkurrenceparametre for Berlingske Media, og vi er ekstremt stolt stolte over, at de har valgt AudienceProject som strategisk samarbejdspartner,” siger Simon Kvist Gaulshøj, Global Publisher Director hos AudienceProject.

De databerigede digitale kampagner er allerede tilgængelige for Berlingske Medias annoncører.