Material property, Colorfulness, Green, Blue, Rectangle, Azure, Wood, Grey, Aqua, Brick

STAFETTEN ER GIVET TIL

Christina Kotzias Hørup, Data & Insights Director & Partner, Orchestra

HVAD DU KAN FORVENTE I 2023
Startskuddet til 2023 er gået, og vi er vågnet til høj inflation, energikrise, rentestigninger, en krig i Europa. Listen er lang. Vi har alle hørt det før og er bekendte med den virkelighed, vi står midt i, men hvad betyder det for os og for de danske forbrugeres adfærd i det kommende år.

Der er ingen tvivl om, at der bliver trukket i håndbremsen for vores store forbrugsfest, og at den forsat vil være trukket i 2023. Der er to primære faktorer, der vil have indflydelse på vores valg af produkter i løbet af 2023.

1. Tilbudsjagt er vores nye nationalsport
Vi ser, at andelen der mener, at tilbud er vigtigt er tredoblet, og at andelen der 'i høj grad' eller 'meget høj grad' er bekymret for den stigende inflation, ifølge Norstats undersøgelse ’Danskerne Her & Nu’, er oppe på 72%.

Vi ser, at det boomer frem med influencers, der giver gode råd til billig aftensmad - ”økonomimad”, informerer om, hvad det koster at vaske tøj, Facebookgrupper der rådgiver om, hvordan man kan spare penge ved f.eks. ikke at trække ud i toilettet og en interesse for høkasser, der er steget markant.

Det er en klar reaktion på, at danskernes realløn bliver mindre i den kommende tid, og dermed vil danskerne også udskyde både større og mindre køb og spare mindre op. Pris, og ikke mindst tilbud, vil have en større indflydelse på valg af produkt i det kommende år.

2. Bæredygtighed får medvind
I mindre grad fordi det er bæredygtigt, og i højere grad fordi det er økonomisk, soldarisk og trendy. Foruden den effekt det vil have, at vi reducerer vores forbrug, vil vi også stille nogle andre afgørende krav til de produkter, vi køber fremadrettet såsom timer og energimærke på vores hårde hvidevarer. Det vil også være af afgørende betydning, at det vi køber, har en lang levetid, og så er vi også blevet mere klar til at leje frem for at eje f.eks. tøj.

Mangfoldighed & humor bør fylde mere
I forhold til kommunikationen vil vi også se nogle tendenser i 2023. Foruden at taktiske budskaber formentlig kommer til at fylde mere i medielandskabet end tidligere, som et forsøg på at nå de kortsigtede mål, er der nogle tendenser, som man med fordel kan tappe ind i som brand.

En endnu mere mangfoldig mangfoldighed
Vi har de seneste år set at kampagner, der har brugt stereotyper eller kun repræsenteret én type mennesker har fået hug, og modsat har kampagner, der viser mangfoldighed fået anerkendelse af målgruppen. I det kommende år vil kravet til mangfoldigheden vokse yderligere.

I en undersøgelse, som vi hos Orchestra har lavet i samarbejde med Norstat, fandt vi frem til, at 19% af de 18-28 årige er i tvivl om deres køn. De unge mener, at der skal være plads til alle typer mennesker, og det er der også store forventninger til, at brands forstår og afspejler.

De flydende køn og en fornyet anskuelse af det feminine og maskuline har allerede fyldt meget i 2022, hvor bl.a. Tobias Rahim og Harry Styles har sat skub til dialogen og tankesættet, og nu er det kommet til, at brands også skal afspejle dette.

Giv os noget at grine af
Humor er et stærkt virkemiddel til at skabe cut through i kommunikation. Dette får en ekstra stor værdi i 2023. I en tid med mange udfordringer er der brug for lidt vi kan grine af, og derfor vil sjove kampagner klare sig endnu bedre i 2023.

Der er ingen tvivl om, at 2023 vil blive endnu et anderledes år. Vi har været i det før og er derfor omstillingsparate og klar til at tage hurtige og gode beslutninger, som det kræver i en krisetid.

Rigtig godt 2023 til jer!

Flash photography, Smile, Cheek, Lip, Eyebrow, Jaw, Happy, Iris, Gesture, Black-and-white

Christina Kotzias Hørup har mere end 10 års erfaring i at arbejde med data og insights på forskellige mediebureauer, men har det sidste halvandet år haft sin faste base hos Orchestra. Christina kommer i denne måneds stafet med et bud på, hvad vi kan forvente af de danske forbrugeres adfærd i 2023.