Vi har efterhånden diskuteret koranafbrændinger i to måneder, og for hver dag der går, bliver jeg mere og mere urolig over regeringens håndtering af sagen.

Det hele begyndte en søndag aften i slutningen af juli, hvor udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen med en alvorsfuld mine fortalte, at koranafbrændinger udenfor udenlandske ambassader i Danmark skulle bringes til ophør. Danskernes sikkerhed var i fare pga. partileder Rasmus Paludan og foreningen Danske Patrioters gentagne aktioner. Regeringen frygtede nogle radikaliserede muslimers vrede mod Danmark, som bl.a. kom til udtryk gennem budbringeren OIC, den islamiske samarbejdsorganisation.

Meldingen fra Løkke blev hurtigt fulgt op af justitsminister Peter Hummelgaard (S), som oplyste, at arbejdet med et indgreb var i gang. Han lovede en nålestiksoperation, og mente at genindførsel af blasfemiparagraffen ville “være at gå for langt". Det tredje hjul i regeringssamarbejdet Venstre advarede via Facebook om, at koranafbrændingerne gav fare for danskernes sikkerhed, men forsikrer samtidig, at “det er en grundpille i et demokrati som vores, at man har retten til at ytre sig.”

Mit gæt er, at de pragmatiske meldinger fra regeringen var beroligende for mange, fordi det lykkedes de forskellige ministre at balancere frygten for terror over for ytringsfrihed, som blev brugt til det yderste af aktivister fra højrefløjen. Desværre var pragmatismen falsk. Her to måneder efter er regeringens forslag blevet kendt, og det fremstår uigennemtænkt og uproportionalt. Jeg vil foreslå, at man genlæser pressemeddelelsen fra Udenrigsministeriet, som blev udgivet på dansk og engelsk den 30. juli, hvis man vil se det voldsomme skred fra den første melding og indtil nu.

Pressemeddelelsen indledes med ordene: “Ytringsfriheden er en af de vigtigste værdier i det danske samfund.” Det er en god start, og tak for den, for vores demokrati bygger nemlig mere på samtale end på magt. Vores version af demokrati handler om kunsten at lytte, give plads og finde kompromisser, som passer til den danske befolknings levevis. Desværre gemte der sig en overraskelse et stykke nede i meddelelsen. “Regeringen har taget klart afstand fra og fordømt koranafbrændingerne. Der er tale om dybt krænkende og hensynsløse handlinger fra nogle få personer. De få personer repræsenterer ikke de værdier, som det danske samfund bygger på.”

For det første er det vanskeligt at forstå, hvordan en regering kan tage afstand fra noget, som er lovligt i Danmark? I et demokrati skal ministre arbejde inden for loven, som de er tjenere for. Lars Løkke burde derfor få en næse for at tage afstand fra noget, der er lovligt i Danmark. Det er i praksis umuligt, fordi Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre har flertal i Folketinget. Så kan de tre umage regeringspartier holde hånden over hinanden.

Jeg er egentlig enig i, at Rasmus Paludan og Danske Patrioter ikke repræsenterer flertallet af vi danskere, for de fleste af os foretrækker et liv uden brændende bøger og forhånelse af religion. Men ytringsfriheden er som bekendt en af de vigtigste værdier i Danmark, og det har regeringen ikke mandat til at fortolke afhængig af udenlandske reaktioner på, hvordan vi lever i Danmark.

Nu står vi her, hvor regeringens bebudede nålestiksoperation har udviklet sig til en amputation af afgørende dele af den danske samfundsmodel, som indeholder fri presse, fri kunst, forståelig lovtekst med klare konsekvenser, og et fredeligt og grundigt lovarbejde med betænkninger, udvalgsarbejde og god tid i Folketinget til at sikre kvalitet i lovgivningen.

Loven mod utilbørlig behandling af religiøse genstande er alt for bredt formuleret, den sikrer ikke undtagelser for kunstneriske og politiske handlinger, og den skaber tvivl om pressens ret til at viderebringe ytringer eller handlinger, som er i strid med utilbørlighedsloven. Danmark har en grundlov, som forbyder censur, og derfor skal vi ikke acceptere forudgående indgreb over for ytringer. I den blødere ende er der fare for selvcensur, fordi kunstnere, forfattere, journalister og meningsdannere holder igen af frygt for en uklar lovgivning, og det vil utvivlsomt skade vores frie samfund.

Jeg er personligt tilhænger af, at vi beskytter befolkningsgrupper mod trusler, forhånelse og nedværdigende behandling, hvilket er beskyttet med den eksisterende lovgivning. Jeg kan også strække mig til, at vi danskere er lige lovligt uciviliserede, når det handler om at tage hensyn til religiøse følelser, men jeg tror, at kultur og dannelse er vejen til, at flest muligt respekterer andres religion. Vi må leve med, at der altid er nogen, som vil provokere, for at vi ikke afskærer ytringer fra dem, der faktisk har brug for at provokere – som f.eks. iranske kvinder.

I bund og grund er der ikke brug for koranloven med sine lemfældige ord om utilbørlighed. Det seneste halve års tid har politiet af sikkerhedsmæssige grunde flyttet demonstrationer og nægtet adgang for ballademagere. Pointen er, at vores demokratiske retsstat virker med den eksisterende lovgivning. Lars Løkke Rasmussen burde huske, at han selv fjernede blasfemiloven, da han var statsminister, Mette Frederiksen kan umuligt have glemt, at hun ofte begår fejl, når hun handler resolut og uigennemtænkt på tværs af de demokratiske processer, og Jakob Ellemann-Jensen skal vide, at han lader undertrykkende muslimske lande undergrave hans partis stolte liberale rødder.

Regeringen burde stoppe op og sende koranloven i udvalg.

Her blev jeg klogere

• Jeg er ikke overrasket over, at Etisk Råd har givet efter, når det gælder grænsen for abort. Det fik mig til at mindes en artikel i Weekendavisen fra 2022, som fortæller om den folkelige forankring for den eksisterende 12-ugers grænse for fri abort. »I 1930erne var der en folkelig opfattelse af, at der ikke var tale om et barn de første tre måneder, kun noget, der potentielt kunne blive et menneske,« fortalte historiker Sniff Andersen Nexø.
• Lad os bliver ved emnet, men kigge til USA, hvor abortstriden har raset i årtier. De fleste danskere tror fejlagtigt, at amerikanerne er gale, når det handler om abort. Men flertallet af amerikanere synes, ifølge Gallup, ligesom flertallet af danskere, at abort er acceptabelt de første 12 uger, mens det generelt ikke skal være tilladt i andet- og tredje trimester af en graviditet.
• Og I slipper ikke helt endnu. For jeg kom til at tænke på, om den kommende far har rettigheder, hvis en kvinde ønsker en abort? Den sag vil den tidligere formand for Etisk Råd Gorm Greisen også gerne drøfte. Han siger til Radio4, at det naturligvis handler om kvinder og kvinderettigheder, men vi skal også tale ligestilling, når det handler om abort.

Tal til eftertænksomhed

360 millioner kristne forfølges på grund af deres kristne tro, ifølge organisationen Open Doors. Det er det højeste tal nogensinde.

Foto: Maria Albrechtsen Mortensen, Ritzau Scanpix