Berlingske vinder årets Cavlingpris

Berlingske journalisterne Chris Kjær Jessen, Michael Lund og Lars Nørgaard Pedersen er holdet bag Kvælstofsagen/Gyllegate, som dokumenterede, at Miljø- og Fødevareministeriet forskønnede beregningerne i regeringens landbrugspakke, så pakken kom til at fremstå grønnere. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix.

Tre journalister fra Berlingskes Gravegruppe vinder dansk journalistiks fornemmeste pris, Cavlingprisen for deres afdækning af forløbet bag Venstre-regeringens landbrugspakke.

Det sker for en række artikler om den såkaldte Kvælstofsag eller Gyllegate, som beskrev forløbet bag regeringens landbrugspakke og afdækkede, hvordan regeringen ikke havde orienteret Folketingets partier korrekt under forhandlingerne. Sagen førte blandt andet til, at daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) måtte træde tilbage. Senere afslørede Berlingske også, at regeringens øverste top under hele forløbet havde haft kendskab til en stribe problemer ved landbrugspakken, herunder regnemetoderne. Men de kraftige advarsler var fjernet, da lovgiverne blev orienteret. Dette fik et bredt flertal i Folketinget til at udtale kraftig kritik af regeringen.

Prisoverrækkelsen fandt sted i Prinsens Palæ på Nationalmuseet. Kulturminister Mette Bock var til stede som repræsentant for regeringen.

Foruden Berlingske var dagbladet Information nomineret for artikelserien “Vidnesbyrd” om voldtægt af danske kvinder, og Dokumentarkompagniet/TV2 for tv-dokumentaren “Moskeerne Bag Sløret”. De tre nominerede journalistiske projekter var udvalgt blandt 46 indstillede.