Berlingske Media styrker ledelsen

samletnyedir

Dennis Kilian (tv) og René Brøchner (th). Fotografer: Niels Meilvang og Nikolai Linares/Scanpix.

Efter et halvt år i spidsen for Berlingske Media sætter adm. direktør Mette Maix sit eget ledelsesteam med to nye direktører ved sin side – en kommerciel direktør og en direktør for administration og drift.

Berlingske Media styrker nu sin organisation og gør den klar til konkurrencen i det nye mediebillede. Det sker med ansættelsen af to nye direktører, som samler henholdsvis kommercielle funktioner og administration og drift under sig.

“Jeg har nu været i Berlingske Media i godt et halvt år, og jeg har vurderet, at vi for at kunne lykkes med vores strategi om at udvikle og vækste virksomheden har behov for styrke nogle særlige kompetencer. Kommercielt og redaktionelt skal vi styrke vores kundefokus, og vi skal gøre vores brands mere nærværende for kunder og offentlighed. Vi skal have de bedste digitale løsninger og være i stand til udnytte data til fulde. Og som en akkvisitiv virksomhed skal vi også i ledelsen have tilført stærke kompetencer inden for tilkøb af virksomheder, samtidig med at driften under alle forhold optimeres”, siger adm. direktør Mette Maix.

Derfor samles annoncesalg, bladsalg og e-handel under den nye CCO René Brøchner, mens økonomi, tryk, IT, distribution og øvrige tværgående servicefunktioner samles under CFO Dennis Kilian.

”Med ansættelsen af René Brøchner og Dennis Kilian lever vi til fulde op til kravet om at styrke forretningen på disse områder. René har et stærkt kundefokus og tager lang tids erfaring og opnåede resultater med abonnementsbaserede forretningsmodeller med sig fra YouSee og TDC, mens Dennis bibringer Berlingske Media stor viden, indsigt og erfaring med at udvikle økonomi- og driftsorganisationer og med opkøb og fusioner. Dermed er vores organisation på plads og ledelsesholdet sat, så vi er klar til de kommende års udvikling af Berlingske Media,” fortæller Mette Maix.

“Mediebranchen er i en spændende udvikling med forestående konsolideringer, innovation samt nye forretningsmuligheder. Samtidig er branchen i gang med en digitalisering, som jeg er meget interesseret i at blive en del af, og hvor jeg forventer at kunne bidrage med mine erfaringer inden for abonnementsforretninger, digitalisering af kunderejser og fokusering på kundernes behov,” siger René Brøchner.

Dennis Kilian ser også frem til at gå i gang med de nye udfordringer:

“I mine samtaler med Mette og repræsentanter for ejerne har jeg særligt bidt mærke i, at De Persgroep vil noget mere med Berlingske Media og ønsker at udvikle forretningen, ikke afvikle den. Det synes jeg er spændende, og jeg glæder mig til at bidrage til udviklingen med min erfaring fra industrier, der grænser op til mediebranchen,” siger han.

René Brøchner starter i Berlingske Media den 1. september og Dennis Kilian senest 1. december.

René Brøchner

  • Alder: 41 år
  • Uddannelse: Master i Business Administration, Commercial Law fra CBS i 2001.
  • 2014-2016: YouSee A/S – Direktør.
  • 2012-2014: TDC A/S – Direktør for TDC Privat
  • 2001-2012: TDC A/S – stillinger som Senior Vice President for bredbånd, fastnet og IPTV, Vice President for product management, marketingchef, produktchef og økonom.

Dennis Kilian

  • Alder: 47 år.
  • Uddannelse: Master i økonomi fra Aarhus Universitet i 1997.
  • 2013-: TeliaSonera Danmark A/S – økonomidirektør for Mobility Services og fra 2014 økonomidirektør for hele virksomheden.
  • 2010-2013: Danske Spil A/S – økonomidirektør
  • 2003-2010: Egmont – Vice President i Egmont International Holding og direktør for Egmont Ehapa Verlag GmbH.
  • 1997-2003: TDC A/S – stillinger som Vice President for mobilområdet, økonomidirektør for engrossalg, seniorøkonom og økonom.