Berlingske Media er rustet til fremtiden

Med en ny, fokuseret strategi efter en stor restrukturering i 2015 og en fornyelse af titlerne er Berlingske Media i gang med at bygge et stærkt fundament til fremtiden. Årets driftsresultat var på 98 mio kroner.

I 2015 fik Berlingske Media en ny ejer, den familiejede belgiske mediekoncern De Persgroep. Det var også året, hvor Berlingske Media frasolgte sine jyske lokalmedier, to trykkerier og Netdoktor.dk, og betalte sin bankgæld ud, og hvor virksomheden blev restruktureret med fokus på kerneforretningen; titlerne Berlingske, BT og Weekendavisen.

Driftsresultatet (EBITDA) for Berlingske Media var på 98 mio kroner, mens nettoresultatet i moderselskabet Berlingske Media A/S blev -38 mio kroner primært på grund af ekstraordinære udgifter i forbindelse med restruktureringerne.

“Vi står i dag med en stærkere virksomhed, som er fokuseret på vores tre stærke nationale titler. Indtægterne fra de strategiske frasalg, der var nødvendige for at fokusere virksomheden, har også betydet, at vi nu er blevet gældfri. Kombineret med en lavere omkostningsbase betyder det, at vi nu er godt rustet til udviklingsarbejdet i de kommende år, og jeg forventer da også et fornuftigt resultat, når vi gør 2016 op,” siger Berlingske Medias adm. direktør Mette Maix.

Digitale ambitioner

Det øgede fokus på kerneforretningen har ført til en løbende forbedring af titlerne. Hen over vinteren har BT gradvist fornyet sit design, så printavisen nu fremstår mere visuel og indbydende. Berlingske har forbedret nyhedsflowet i første sektion og fornyet sine weekendtillæg, og barsler senere på året med et moderniseret designkoncept. Men ambitionerne stopper ikke ved printforretningen.

“Refokuseringen af virksomheden giver økonomisk råderum til, at vi kan forfølge vores digitale ambitioner. BT er skiftet til en ny, hurtigere digital platform og vokser fortsat digitalt, og på Berlingske vil vi hen over sommer og efterår gennemføre et omfattende digitalt transformationsprojekt, som ledes af et nyt digitalt team. Vi er glade for, at vi har vore ejeres og bestyrelsens fulde opbakning til vores nye, fokuserede strategi,” siger Mette Maix.

Fremgang for De Persgroep

Berlingske Medias ejer, belgiske De Persgroep kom ud af 2015 med gode resultater. Særligt opkøbet af Mecoms medieaktiviteter i Holland og Danmark har øget De Persgroeps bundlinje betydeligt fra 2014 til 2015. Driftsresultatet (EBITDA) er steget fra 138,4 til 198,7 mio EUR og nettoresultatet fra 74,1 til 109,5 mio EUR.

Nøgletal for Berlingske Media

I millioner DKK.

                                    2015                                     2014

Omsætning                  1.633                                    1.691

EBITDA                        98                                         164