Berlingske Media tager hul på business-offensiv
I løbet af efteråret vil Berlingske cementere sin position som leverandør af erhvervsstof. Et stort analysearbejde af markedet og målgrupperne fører til en række omlægninger - og nye tiltag.
Nyhedsdækningen til mindre og mellemstore erhvervsvirksomheder og iværksætterne får fra starten af oktober dagligt masser af plads og opmærksomhed i Berlingske, ligesom et ugentligt tillæg skal sætte yderligere fokus på den vigtige underskov i det danske erhvervsliv. Tillægget udkommer hver tirsdag sammen med avisen, og historier og servicestof til målgruppen leveres fremover dagligt i en lind strøm på Berlingskes digitale og mobile platforme.
Som en konsekvens af de nye planer ophører ErhvervsBladet med at udkomme som ugemagasin med udgangen af september. Lisbeth Knudsen siger:
“Foråret og sommeren har vi brugt på at gennemanalysere vores potentiale og tilbud på business-området. Vi har været i dialog med læserne og set på de internationale trends. En helt igennem nyttig og lærerig proces, der har gjort os klar på, hvad vi vil.”
Blandt andet viste undersøgelserne, at ejerne af de mindre og mellemstore virksomheder savner daglige nyheder og indsigt efter, at ErhvervsBladet primært af økonomiske grunde ophørte som dagblad og blev ugemagasin i 2010.
“Vores aktuelle markeds- og læseranalyse har ført til, at vi med vemod - men realitetssans - nedlægger ErhvervsBladet. I stedet vil nyheder til de mindre og mellemstore spillere i erhvervslivet fremover udgøre en væsentlig dækning på business-siderne i Berlingske. Vi supplerer desuden med et fast ugentligt tillæg hver tirsdag. Vores ønske er at kunne bídrage positivt til en vækst og udvikling af underskoven i det danske erhvervsliv,” siger Lisbeth Knudsen.
Den nye sektion udkommer første gang sammen med Berlingske 4. oktober, men premieren på Berlingskes erhvervsnyheder til TV2-Finans ligger lige om hjørnet, i begyndelsen af september:
“Vi har sat holdet på de fem journalister, der kommer til at stå for vores TV-finansnyheder og samarbejdet med TV2. Vi glæder os til at skulle levere nyheder til TV2 Finans, som har fået en stærk position i erhvervsdækningen. TV er en ny og interessant medieplatform for os,” siger koncernchef Lisbeth Knudsen. Berlingskes øvrige erhvervstiltag vil se dagens lys senere på året.
- 03.11.2011Jens B. Arnesen i spidsen for koncernens Consumer Sales
- 01.11.2011Danmarks nye radio
- 31.10.2011B.T. skifter ansvarshavende chefredaktør - Olav Skaaning Andersen ny førstemand
- 17.10.2011Berlingske vinder pris for bedste danske sundhedsjournalistik
- 14.10.2011B.T. lancerer royal iPhone app
- 13.10.2011Byens bedste AOK Guide
- 12.10.2011David Trads får program på radio24syv
- 10.10.2011Ændrede ansvarsområder hos koncernens top
- 07.10.2011Jobzonen lancerer nyt jobsite
- 03.10.2011Ny Berlingske Business sektion om innovative iværksættere






























