Foto: Jonas Vandall Ørtvig.
Berlingske Medias læsere og brugere kommer nu til at nyde godt af Chris MacDonalds store indsigt i sund livsstil.

Berlingske Media og Chris MacDonald indleder tæt samarbejde

Fra den 12. juni deler Chris MacDonald ud af sin viden om sundhed og motion til Berlingske Medias læsere - og både i de trykte medier og online. Den amerikanske sundhedsguru, der bl.a. er kendt fra "By på skrump", "Fuck cancer" og "Ha’ det godt", har før været tilknyttet Politiken, men skal fremover skrive om sund levevis for både Berlingske Tidende, B.T. og den nye store digitale satsning fra Berlingske Media, løbesitet løbnu.dk, der lanceres senere i denne måned.
På sitet løbnu.dk skal Chris MacDonald være bannerfører for den sunde livsstil og være med til at motivere Danmarks mange løbere med blogs, indslag på løbe-tv, teste gadgets og udstyr, deltage i løbe-events, svare på brugernes spørgsmål og skubbe de mange, der endnu ikke har fået løbeskoene på, i gang.

"Samarbejdet med Berlingske Media giver mig det bedste udgangspunkt for at formidle det positive budskab, så vi kan nå alle dem, der allerede er i gang med en sundere livsstil, dem der gerne vil i gang - og så skabe en interesse for dem, der ikke har tænkt over det endnu,« siger Chris MacDonald til B.T.