Jyllands-Postens bizarre fornemmelse for journalistik

Af koncernchef Lisbeth Knudsen

Jyllands-Posten (JP) har i de seneste dage vist Mecom og Berlingske Media en betydelig interesse i spalterne. Der er naturligvis intet som helst galt med, at Jyllands-Posten interesserer sig for os som erhvervsvirksomhed. Det skal de være mere end velkommen til. Problemet er de journalistiske metoder og den på forhånd vedtagne vinkling, som Jyllands-Posten anvender og desuden den udtryksform, de anvender, som fra overskrifter til indledning oser af påstande om "forlis, krise og drama" i omtalen. Det kan desværre kun opfattes som et ønske om at skade vores position og image som konkurrent til Jyllands-Posten på det danske mediemarked - og ikke som en fair og ordentlig beskrivelse af vores virksomhedsmæssige forhold.

Jyllands-Postens påstande om, at Mecom skulle være på vej til forlis, og at Berlingske Media skulle være på vej til at blive sat til salg til næste år, er baseret på en enkelt analytikers uansvarlige beregninger og manglende viden om koncernens konkrete forhold i de forskellige lande. Beregningen er baseret på en udmelding fra Mecom om årets første fire måneder i 2009. For at nå frem til en vurdering frem til juni næste år er omsætningen herefter blot gjort mindre, mens omkostningerne er de samme. At kalde dette for en analyse giver ingen mening. JP's materiale er baseret på én eneste kilde, som desuden ikke har indsigt i vores konkrete handlemuligheder og strategier, og derfor kan det kun fremstå som en meget uansvarlig form for journalistisk metode.

BAGGRUNDSSERVICE TIL JP
JP's interesse for os indledtes på baggrund af vores årsregnskaber. De havde vanskeligheder ved at forstå, at vi aflægger koncernregnskab efter Mecoms engelske regnskabsprincipper og samtidig har danske regnskaber for datterselskaberne og moderselskabet Berlingske Media, som følger danske regnskabsprincipper. Vi tilbød som en udstrakt service til JP at gennemgå regnskabsprincipperne med dem til baggrundsinformation. Den gennemgang har de fået.

Det har dernæst i forløbet vist sig, at JP har hyret direktøren for Dansk Aktie Analyse, Peter Falk-Sørensen, til at udarbejde en særlig analyse af Mecoms regnskaber, herudover nogle prognoser over den fremtidige udvikling for Mecom og en vurdering af Mecoms muligheder for at møde de økonomiske krav, som indgår i den nye bankaftale for Mecom til juni næste år. Som beskrevet ovenfor er det dog noget af en overdrivelse at kalde dette for en analyse.

For det første er der ifølge Mecom ikke den risiko, som JP beskriver, fordi der allerede i aftalen med bankerne er taget betydelig højde for, at vi stadig befinder os i en lavkonjunktur og formentlig vil gøre det frem til andet halvår 2010. Mecoms administrerende direktør, David Montgomery, har allerede i en kommentar skarpt afvist JP's beregninger og påstande. For det andet har vi naturligvis her i Danmark ingen som helst lyst til at delagtiggøre JP i vores handlingsplaner og udviklingsstrategier for det næste år. For det tredje viste det sig, at JP har anvendt journalistiske metoder, som vi hverken kan eller vil acceptere.

UETISKE METODER
Hvad går de metoder så ud på? De omfatter at direktøren for Dansk Aktie Analyse, Peter Falk-Sørensen, under dække af udelukkende at være finansanalytiker, henvender sig til vores ejer, Mecom, i London for at få nogle detaljerede oplysninger om blandt andet vores exceptionelle omkostninger og en række andre forretningsmæssige og konkurrentfølsomme detaljer. Han oplyser ikke på noget tidspunkt, at han er på arbejde for Jyllands-Posten. Han får desværre i egenskab af analytiker udleveret oplysninger, som er stærkt konkurrentfølsomme, og som det ifølge lovgivningen her i Danmark ville være klart ulovligt at viderebringe. Alligevel viderebringer han disse oplysninger til JP.

Derfor har jeg anset det for nødvendigt at meddele JP og Peter Falk-Sørensen, at hvis de konkurrentfølsomme oplysninger, Falk-Sørensen havde bragt sig i besiddelse af under falske forudsætninger, ville blive publiceret i JP, så vi os nødsaget til at tage retlige skridt over for begge parter.

De oplysninger, der er blevet udleveret fra Mecom til Peter Falk-Sørensen, blev udleveret med de fortrolighedsbestemmelser, som er gældende både efter dansk og engelsk ret mellem børsnoterede selskaber og aktieanalytikere, som indebærer, at oplysningerne alene må anvendes til aktieanalyse, og at de naturligvis ikke under nogen omstændigheder må videregives, meddeles eller på anden måde stilles til rådighed for udenforstående. Peter Falk-Sørensen gjorde ikke opmærksom på, at oplysningerne skulle bruges til andet end aktieanalyse, endsige at han påtænkte at offentliggøre oplysningerne eller ville videregive disse til andre medier.

Når Peter Falk-Sørensen har videregivet de udleverede oplysninger til Jyllands-Posten, er dette i strid med det grundlag og de vilkår, som gælder i forholdet mellem Mecom og Peter Falk-Sørensen for udleveringen og brugen af oplysningerne om Berlingske Medias udgivelser. Jyllands-Postens besidder derfor oplysningerne på et retsstridigt grundlag.

De af Mecom udleverede oplysninger er bl.a. beskyttet af reglen i markedsføringslovens § 19 (og beskyttet af straffelovens regler). Efter markedsføringslovens § 19 er det forbudt at videregive forretningshemmeligheder og for en erhvervsdrivende, som efterfølgende modtager forretningshemmelighederne, at anvende disse. Det udgør således en alvorlig lovovertrædelse, når Peter Falk-Sørensen har videregivet oplysninger, som åbenbart er Berlingske Medias forretningshemmeligheder til Jyllands-Posten. Det vil også udgøre en lovovertrædelse, hvis Jyllands-Posten vælger at offentliggøre de modtagne oplysninger.

EXCEPTIONELLE OMKOSTNINGER
JP fortsætter sine artikler i dag med et angreb på mig for misinformation i forbindelse med årsregnskaberne. Det er og bliver det rene vrøvl. Lad os i stedet tage fakta. Berlingske Media er en del af Mecom-koncernen. Den 30. april offentliggør Mecom-koncernen sit årsregnskab for 2008. Regnskabet er aflagt i henhold til Mecoms regnskabspraksis og gældende regler for børsnoterede virksomheder i England. Det er skrappe krav.

Mecoms regnskab offentliggøres, ikke kun i Danmark, men i alle lande, hvor Mecom er til stede. I Mecoms meddelelse kan man læse at resultatet i Danmark er et driftsresultat (EBITDA) på 16,6 mio. £ eller 155 mio. dkk. I den samme meddelelse kan man læse at der i Danmark er exceptionelle omkostninger på 15,3 mio. £ eller 143 mio. dkk. I Mecoms årsregnskab kan man tillige læse Mecoms regnskabspraksis. I dag skriver vi så juli måned. Det kan ikke være nogen overraskelse for JP eller andre, hvad der allerede kan læses ud af en meddelelse fra 30. april. Det skal i øvrigt også blot nævnes, for den kritiske læser, at Mecoms koncernregnskaber revideres efter de strenge regler for en børsnoteret engelsk virksomhed. Revisionen foretages af Ernst og Young, som også reviderer de danske regnskaber.

Det er stærkt beklageligt, at JP bruger sin journalistik til at drive konkurrentskadelig virksomhed i stedet for hæderlig erhvervsjournalistik. Det er stærkt beklageligt, at en analytiker uden tilstrækkelig indsigt i Mecoms forhold og på baggrund af en helt uholdbar regnemetode melder skråsikkert ud, hvad han mener, er en virksomhed på vej til forlis og samtidig spiller dobbeltspil på arbejde for Jyllands-Posten i forklædning som uafhængig analytiker.

Vi har i Berlingske Media masser af udfordringer at slås med på grund af den økonomiske krise lige som alle andre dele af mediebranchen. Vi har store opgaver foran os med den fortsatte udvikling af virksomheden. Vi har en stor opgave med at planlægge vores fremtidige strategi for 2010 og årene fremover. Det er den opgave, vi koncentrerer kræfterne om.


Yderligere oplysninger:
Koncernchef Lisbeth Knudsen, tlf. 21 41 00 00