Ny chefredaktør for Ringkøbing Amts Dagblad

Søren Christensen ny chefredaktør i Ringkøbing

Det bliver 33-årige Søren Christensen, der overtager jobbet som chefredaktør på Dagbladet Ringkøbing-Skjern. Han kommer fra en stilling som redaktionschef i mediehuset i Ringkøbing og tiltræder tiltræder i den ny stilling 1. februar.

"Jeg er vældig tilfreds med, at Søren Christensen har valgt at sige ja til udfordringen som chefredaktør. Han har gennem sin tid som redaktionschef, og det sidste halve år som konstitueret chefredaktør, vist, at han til fulde har de kompetencer, der skal til for at bestride jobbet. Han er journalistisk solid, nytænkende og innovativ på én og samme gang. Han er den rigtige mand til at videreføre den hastige og nødvendige udvikling vores mediehuse gennemgår i disse år," siger ansvarshavende chefredaktør for Berlingske Media i Danmark Vest, Dorthe Carlsen.

Søren Christensen glæder sig til at stå i spidsen for mediehuset i Ringkøbing, der er Berlingske Medias vestligste bastion i det midtjyske.

"Vi har i Ringkøbing-Skjern Kommune nogle af verdens mest trofaste avis-kunder, og det forpligter. Vi skal holde fast i avisens høje journalistiske standard og samtidig sikre, at vi udvikler os på nye medieplatforme," siger Søren Christensen, der overtager posten efter Flemming Hvidtfeldt, der per 1. januar blev chefredaktør på Århus Stiftstidende.

Søren Christensen bor i Tønder med sin kone og to børn, men flytter i løbet af sommeren til Ringkøbing.