- Forside //
- Om os //
- Berlingske og B.T. udkommer lørdag trods arbejdsnedlæggelse //
- Chefredaktører svarer igen på kritik af Dansk Avis Omdeling
Chefredaktører svarer igen på kritik af Dansk Avis Omdeling
Åbent svarbrev til folketingsmedlemmerne Eigil Andersen (SF), Leif Lahn Jensen (S), Svend Auken (S), Per Clausen (EL)
Tak for jeres åbne brev.
Vi vil ikke skjule eller bortforklare, at DAO i 2007 havde en periode med dårlig kvalitet og rod i administrationen. Et rod som vel at mærke var særdeles utilsigtet og medførte store kvalitetsproblemer og påførte selskabet store tab.
Der er dog ganske langt fra den virkelighed, som opleves i selskabet i dag og til det billede, der tegnes af virksomheden i DR, Journalisten og 3F.
DAO oplever i dag den bedste omdelingskvalitet i mange år, der er lavt sygefravær, lave ophørsprocenter blandt budene, stor intern tilfredshed og kun ganske få ledige distrikter. Forhold som tydeligt indikerer et ordentligt og veldrevet distributionsselskab.
Vi vil gerne slå fast, at det hele tiden har været og fortsat er et ufravigeligt krav, at vores distribution skal finde sted på et absolut lovligt grundlag med respekt for aftaler og overenskomster.
Det er vores klare indtryk, at DAO på intet tidspunkt har forsøgt at snyde nogen eller søgt at omgå lovgivning, men som nævnt har haft rod i de interne procedurer.
Fejl og problemer kan næppe helt undgås, men for at reducere disse til et minimum har selskabets nye ledelse i det sidste halve år gennemført en detaljeret og omfattende kontrol og revision af virksomhedens procedurer og administration. En revision iværksat på initiativ af selskabets bestyrelse og gennemført med assistance fra blandt andre, Deloitte.
Vi har fuld tillid til at selskabets nye daglige ledelse og bestyrelse gør alt, hvad der står i deres magt for at få Dansk Avis Omdeling til at være en veldrevet og attraktiv arbejdsplads.
I det vedhæftede bilag svarer DAOs ledelse på de konkrete påstande, som I har rettet mod selskabet i jeres åbne brev - ligeledes inviteres I på besøg, så I ved selvsyn kan få et indtryk af virksomheden og dens medarbejdere. En invitation vi naturligvis håber, at I vil tage imod.
Med venlig hilsen,
Tøger Seidenfaden, chefredaktør Politiken.
Jørn Mikkelsen, chefredaktør Jyllands-Posten.
Lisbeth Knudsen, chefredaktør og koncernchef Berlingske Media A/S.
- 30.06.2008De første er flyttet tilbage til Pilestræde
- 30.06.2008Chefredaktører svarer igen på kritik af Dansk Avis Omdeling
- 23.06.2008Berlingske Tidende får Eventredaktør
- 16.06.2008Officinet skifter navn til Berlingske Media
- 11.06.2008Suzanne Moll fra TV2 Radio indtræder i B.T.s chefredaktion
- 09.06.2008Ny chefredaktør for ErhvervsBladet.dk
- 05.05.2008Birgitte Bollerup forlader B.T.
- 05.05.2008Jesper Beinov flytter til Midtjyske Medier
- 30.04.2008Berlingske Tidende klæder danskerne på i klimadebatten
- 30.04.2008B.T. starter kampagne mod kvindehandel






























