Sporten.dk - nyt hjemsted for danske sportsentusiaster

Lisbeth Knudsen modtog onsdag aften juryens fornemme særpris ved prisoverrækkelserne i forbindelse med New Media Days
Under navnet SPORTEN.DK åbner Berlingske koncernen til juni Danmarks bedste og største sportssite. Bag sportssitet står et unikt hold af sportsjournalister fra Danmarks stærkeste sportsavis B.T., fra Berlingske Tidende og Urban i samarbejde med sportsmedarbejderne fra alle koncernens øvrige aviser rundt omkring i landet.

På det nye sportssite vil brugerne ifølge koncernchef Lisbeth Knudsen bl.a. kunne finde:
- de bedste og de fleste nyheder fra den nye fælles sportsredaktion og resten af koncernens sportsredaktioner

- liveopdatering på internationalt niveau med en hidtil uset detaljeringsgrad og lækkert design

- kommentarer og blogs kommentarer og blogs fra sportens største profiler og eksperter som bl.a. Morten Olsen og fra avisernes egne skarpe sportsredaktører

- perspektiverende journalistik, der går bag om kampe og klubber

- resultatservice og livescore i langt mere detaljeret form end hidtil set

- et meget aktivt sportscommunity med brugere i fokus

- masser af statistik og oplysninger om de bedste klubber i især dansk og international fodbold

"Målet er, at SPORTEN.DK simpelthen bliver det nye hjem på nettet for brugeren, der er vil vide alt om sport. Vi kan som intet anden dansk medie levere tæt, tæt sportsdækning fra hele landet - og med sammensmeltningen af de tre nuværende sportsredaktioner på B.T., Berlingske og Urban bliver vi en ekstremt muskuløs spiller på markedet," siger Lisbeth Knudsen.

Chefredaktør på B.T., Peter Brüchmann, får det tværgående chefredaktionelle ansvar for at få kvaliteten af koncernens nye sportssatsning helt på toppen.

"De tre redaktioner udgør i mine øjne sportsjournalistikkens drømmehold på dansk grund, og sporten.dk er en vision, som vi længe har drømt om at sætte i søen. Det her bliver et løft for sport på nettet, lige såvel som det kommer til at løfte sportsdækningen i Berlingske Tidende, B.T. og Urban."

Den daglige ledelse af det nye sportssite kommer til at bestå af sportschef Jacob Staehelin i tæt samarbejde med Flemming Fjeldgaard, B.T., og Jesper Dahl Caruso, Berlingske Tidende.