Den Berlingske Fond giver priser til Peter Øvig Knudsen og Uffe Ellemann-Jensen.

Lisbeth Knudsen modtog onsdag aften juryens fornemme særpris ved prisoverrækkelserne i forbindelse med New Media Days

Den Berlingske Fond har i dag på Det Berlingske Hus' fødselsdag (259 år) uddelt dens to priser. "Hædersprisen" og "Journalistprisen", som udover æren hver er på 100.000 kr. og et kunstværk. Årets priser er givet til to markante mænd, der på hver deres måde har leveret, og til stadighed leverer, markante bidrag til det danske samfund.

"Hædersprisen" gives til Uffe Ellemann-Jensen først og fremmest for hans mangeårige markante og modige indsats for at placere Danmark centralt i den internationale politiske dialog. Fra fondens bestyrelse lyder begrundelsen bl.a.:
"Uffe Ellemann-Jensen får Den Berlingskes Fonds Hæderspris 2008 som anerkendelse af hans mangeårige, modige og markante indsats for at placere Danmark centralt i den internationale politiske dialog, for en aldrig svigtende prægnans som engageret samfundsdebattør og for hans vilje til at gå mod strømmen når det var rigtigt og nødvendigt. Alt med en passende blanding af skarphed og lune."

"Journalistprisen" gives til journalist og forfatter, Peter Øvig Knudsen, der på det seneste har markeret sig med tobindsværket om Blekingebanden. Fra komiteens begrundelse for valget af Peter Øvig Knudsen, lyder det:

"Peter Øvig Knudsen får den Berlingske Fonds journalistpris for, gennem konsekvent researcharbejde og med klar fortælleglæde at have skabt journalistik, der på fremragende vis kaster nyt lys over den nære og lidt fjernere nutidshistorie. Først gennem sine bøger om retsopgøret efter anden verdenskrig, men ikke mindst for det imponerende tobindsværk om Blekingegadebanden. Langtidsholdbar journalistik, spændende som en kriminalroman."
Den Berlingske Fond blev stiftet 1. januar 1960. Fonden er en selvejende institution.